STUDIELEJLIGHED
studie

Ovenstående tegning viser Jenles Nordfløj, som hovedsagelig anvendes til studieboligen.

 

I 1962 døde Nanna Aakjær og året inden havde hun solgt Jenle til datteren Solvejg Bjerre, der i 1981 overdrog Jenle til staten.

 

 

Solvejg Bjerre boede i Nordfløjen af Jenle indtil et par år før sin død den 30. marts 2001. Solvejg Bjerre har forsøgt af bevare både "Mindestuerne" og "Forvalterboligen" i en arkitektonisk helhed. Denne helhed forsøger vi at fastholde, samtidig med, at boligen også skal kunne fungere som et moderne studiested med de tekniske hjælpemidler som det nu engang fordrer.

 

Hvem kan leje boligen?

 

Boligen kan lejes af alle, der har behov for at fordybe sig i et stofområde. Det kan være en studerende, en forfatter, en billedkunstner, en fotograf, en komponist, et lille kor osv.

Lejligheden kan lejes af en studerende, forfatter, komponist, kunstner eller forsker fra 1 uge og op til 3 måneder.

 

Hvornår kan boligen lejes?

 

Aakjærselskabet udlejer boligen hele året.

Hele året er der fredsfyldt og smukt i og omkring Jenle. Naturen med skovene og fjorden forandrer sig konstant og viser sig lyst og venligt i forårs- og sommerperioden samt mørkt og mystisk i efterårs- og vinterperioden.

 

Den omskiftelige natur var en dyb inspirationskilde for Nanna og Jeppe Aakjærs liv og kunstneriske virke.

 

Indretning

Lejligheden består af opholdsstue med et betagende udsigt over Astrup Vig, en arbejdsstue (og spisestue) samt køkken, viktualierum og bad. I arbejdsstuen er der to meget gode arbejdspladser med hæve-sænke-borde og gode kontorstole.

 

Soveværelser

Soveværelser findes på førstesalen i "Forpagterboligen".

 

Lejere af studielejligheden må være indstillet på, at Jenle hvert år fra april og til november modtager besøg af turister. Turisterne må selvfølgelig ikke færdes i "Forpagterboligen" eller i den tilstødende have.

 

Omkring Jenle findes en pragtfuld natur, der er meget velegnet til små vandreture. Den korte tur - gul rute - er på 1,16 km. Turen ned omkring fjorden - sort rute - er på 1,64 km.

 

 

 

Aakjærselskabet

Jenlevej 6

7870 Roslev

24 26 00 25

Aakjærselskabet er et af Europas største litteraturselskaber, og har ca. 2400 medlemmer.

Aakjærselskabet” er en folkelig og kulturel sammenslutning for alle, der interesserer sig for mennesket Jeppe Aakjær, hans forfatterskab, hans omfattende folkeoplysende indsats i samtiden og hans kulturelle eftermæle.